MY ART
– is all about creating peace and order in a chaotic world.
I love to bring calm and order to the chaotic external world. As a person equipped with an inexhaustible computer-like mind, I find myself constantly organising and categorising, finding patterns and links in everyday things. A mathematical mind that loves nothing more than to find order, to do something simply and clearly. Perhaps it could be considered a form of minimalism.
My art is fundamentally characterised by its open curiosity and interest in the physical world with its different spatial and architectural formations. These everyday observations can be traced directly to the canvas surface, where they are simplified, rearranged and flattened to appear as abstractions and patterns. This is where they are seen to be in constant dialogue and interaction with lines and tactile fractures, creating opposition, unleashing and shifting the pictorial space.
My deserted art, with its references to the physical world, acts as a landscape or space that the viewers can step into. A window to the imaginary, tempting and inviting the mind to explore and come out to play. I dissect the external world and transform it into abstraction, creating new worlds for myself and the viewers to inhabit and experience both mentally and emotionally.
MED BLIKKET BEBOR VI IMAGINÆRE VERDENER
Om billedkunstner Annette Gerlifs praksis anno 2020
Af Trine Rytter Andersen
Annette Gerlif tog afgang fra Aarhus Kunstakademi i 2008 og det var kulminationen på en livslang fascination af mønstre og farver, som gennem uddannelsen til billedkunstner, endelig fik den fornødne opmærksomhed og erhvervelsen af færdigheder og viden, som kunne forløse det potentiale, som så længe havde ventet på at komme til syne.
I de ti år, som er gået, er Annette Gerlif fra sin base i Viborg, blevet integreret i et frugtbart fagligt netværk og fra sit atelier i privaten, har hun udviklet sit kunstneriske udtryk. Her dyrker hun sit skarpe blik for den fysiske ydre verdens mønstre og sammenhænge og udvikler sin unikke kunstneriske samplingsteknik på sine lærreder, hvorpå mønstre, figurer og linjer bliver til visuelle universer for beskueres øje at spadserer rundt i. Her har hun desuden udforsket en spirende nysgerrighed overfor de tredimensionale rum hvori billederne udstilles, og parallelt hermed har hun udviklet en måde, hvormed det lader sig gøre at skabe konkrete 3Drum på selve billedfalden.
Annette Gerlifs kunst er i udgangspunktet altid karakteristisk ved den åbenlyse interesse for den konkrete fysiske verdens forskellige rum og arkitektoniske formationer. Iagttagelserne kan spores direkte på billedfladen, hvor de forenkles, arrangeres og gøres flade, så de fremstår som abstraktioner og mønstre i dialog med linjer og taktile brud, der skaber modvægt, åbninger og forskydninger i billedrummet.
Paletten er præget af jordfarver, olivengrøn og gråtoner tilsat stænk af rene farver som citrongul og ultramarine og de blandede farver orange, lyseblå og lyserød. Der ses både mættede matte og lukkede farveflader såvel som transparente og ’levende’ flader. Mønstre, strukturer, som det ene sted er stoflige, gennemsigtige, mens de andre steder lukker sig i uigennemtrængelige blokkeringer af ensfarvet akrylmaling. Annette Gerlif benytter sig af vandbaserede farver, sort tusch, oliestick, oliekridt, farveblyanter og poscatusser. Hun oplever for eksempel at farveblyanten er ’stoflig’ og at den sorte tusch er ’konkret’.
Annette Gerlifs billeder leger med rummet, farven og fladen og de hører nok egentlig til i kategorien ’konkret maleri’, med den forskel helt aktuelt, at hun på det sidste har tilladt billedfladen at rejse sig i tre dimensioner. Gennem brugen af søm og sytråd skaber hun et diskret og sfærisk rum, på billedfladen, skabt ud fra de bevægelser og mønstre, som allerede findes der.
En diskret og næsten usynlig tilføjelse, som åbner en ny dimension i det fysiske billede og i beskuerens sanseapparat.
Annette Gerlif elsker at skabe orden i en kaotisk ydre verden, hun forestiller sig, at hendes mennesketomme billeder med deres referencer til den fysiske verden, er en slags landskaber eller rum, som beskueren kan træde ind i: en slags broer ind i det imaginære, som kan befrugte den besøgendes fantasi og lyst til at lege med og gå på opdagelse. Selv siger hun, at hun ved at dissekerer den ydre verden og omsætte den til abstraktion, skaber nye verdener for sig selv og beskueren at bebo mentalt og følelsesmæssigt.
Annette Gerlif er udstyret med en utrættelig digital hjerne, som konstant organiserer og kategoriserer, ser mønstre og sammenhænge. En matematisk hjerne der elsker orden – minimalisme – at gøre noget simpelt, tydeligt og klart. Hun dyrker den type ’flow’, der opstår når hun kan genbruge, vende og dreje tingene på nye måder. Hun er trofast overfor sin farvepalette og overfor sit indhold og sine virkemidler generelt, men efterhånden er hun blevet mere modig og har fået blod på tanden i forhold til at iscenesætte de rum, hendes billeder skal installeres i, med skulpturelle elemeter og objekter, der alle stammer direkte fra maleriernes formelle indhold.
I skrivende stund arbejder hun på en soloudstilling til Haderslev Kunstforening, i et gammelt havnekontor med udsyn direkte ned til fjorden. Her forholder hun sig til stedet og derfor vil man kunne se elementer fra havnemiljøet i billederne, ligesom de skulpturelle dele i udstillingen naturligvis også har forbindelse til havet og havnen. Samtidig fastholder hun en tæt dialog, hvori det er afgørende at de tredimensionale elementer er tydeligt forbundne med maleriet.
I det udstillingen i Haderslev er stedspecifik, har den afstedkommet en række nye materialer f.eks. tråd, snor, reb, træstave, tekstiler og stoffer som f.eks. sejldug, alle med referencer til det maritime univers; til sejlads, sejl og rigning.
”Jeg vil gerne arbejde med perspektivet og den dynamik vi er indlejrede i. Jeg er også optaget af uendelighed og af hvordan tiden går helt umærkeligt og samtidig efterlader spor overalt. Det er det jeg forsøger at indfange i værkerne til havnekontoret”
”Jeg udfordrer min strenge ordensans gennem farven ved hjælp af den spænding, som opstår mellem en stærk ’maskulin’ lukket flade og en transparent ’feminin’ og åben flade. Det fungerer bedst, når jeg lader farverne ’kommer af sig selv’. Ind imellem er der et eller andet, der konflikter helt vildt i mine billeder. Det sker hver gang, jeg ikke har taget imod min intuitions budskab. Det har været en lang proces at lære og have tillid til, at det skal kommer indefra. Det har taget årevis for mig, at nå ind til det udtryk, som jeg har i dag og at lære at arbejde med det på en åbnende og udviklende facon.”
Fremadrettet kommer naturen til at spille en helt central rolle og Annette Gerlif lægger ikke skjul på, at den allerede har en særlig plads i hendes liv, at hun elsker den og føler sig dybt forbundet med den og de væsner og organismer, som bebor den. Hun besøger naturen dagligt på gåture med sin labrador i Viborgs spektakulære bynære natur. Naturen appellerer til naturvidenskabsmennesket i hende: den er netop orden og kaos. Planter er et nyt og spirende kunstnerisk fokus, hvor særligt strukturerne som f.eks. fraktaler, interesserer hende. Hun er også optaget af plantefarver og leder lige nu ihærdigt i naturen, efter fragmenter og muligheder, som hun kan indlæse i sit eget særegne visuelle system.
Annette Gerlif: Fragmenter af Rum, Haderslev Kunstforening 22.02.20
Åbningstale af Nynne Sanderbo Thohøj Martinusen
Museumsinspektør Ehlers Samlingen, Haderslev Kommune
I skal glæde jer til at se en udstilling med Annette Gerlifs værker.
Annette er uddannet fra Århus Kunstakademi og holder til i Viborg, hvor hun er meget aktiv med at skabe kunst, men også skabe gode betingelser for kunst, som projektleder for forskellige tiltag – bla. et nyt udstillingssted på en papfabrik, som jeg synes lyder fantastisk spændende! Annette er oprindeligt ingeniør, men nu er hun kunstner, og hun kan faktisk leve af sin kunst!
Jeg har lagt mærke til, da jeg læste lidt op på Annettes bedrifter, at hun selv bruger udtrykket ”at undersøge”, når hun taler om sin kunst. Og det giver faktisk rigtig god mening.
Hvordan ser du verden? Spørgsmålet kan forstås på mange måder – ikke mindst i tidens politiske klima.
Men hvis vi for en stund lader Trump være Trump, holder en pause fra virusfrygt, Britta Nielsen og EU-budgetter, så står spørgsmålet måske lidt tydeligere i sin enkelhed: hvordan SER du verden?
Da jeg kom og fik et smugkik på udstillingen og gik rundt og talte med Annette, fortalte hun mig at hun har fået at vide at hun har en ”matematisk hjerne”.
Det kan jeg, umiddelbart, ikke relatere til. Faktisk ikke det mindste. Men når jeg ser hendes billeder, forstår jeg sagtens hvad hun mener.
Den matematiske hjerne har bemærket de mange strukturer og mønstre, vi er omgivet af.
Den matematiske hjerne har måske endda fundet nydelse i mønstrene i træet på døren, i brostenenes rytme og i alle de gange den samme trekantsfigur kommer til syne i gavle, signalflag, og mellem rebene der løber fra Jensines mast.
I den ene afdeling af udstillingen finder vi værker, som bl.a. er inspireret af byrummene i Viborgs gamle bydel. Af baggårde, hvor noget skjult åbenbarer sig, af spændende pladser og flotte gamle trapper.
I den anden afdeling finder vi de stedsspecifikke værker som er skabt til denne udstilling. Altså værker, som har noget særligt med dette sted at gøre. Annette har, som I hørte, været på studietur – eller skal vi kalde det ekspedition?
Det er her vi bla. Møder Jensine i en ny abstrakt inkarnation i form af den store installation på gulvet. Formerne og mønstrene fra havnen har også løsrevet sig i undersøgelsesprocessen for så igen at blive samlet i små plexiglaskasser – er det et hus eller et skib? Begge dele? Eller er det noget helt andet?
Det kan være, perspektivet afgør det for os.
Knap har man forstået de mange mønstre, den matematiske hjerne kan se, før det går op for en, at mønstrene hele tiden kan forskydes: alt kan brydes op i mindre dele. Et vindue er en væg er et hus er en gavl… Det er en svimlende tanke!
Jeg begynder at forstå hvordan den matematiske hjerne kan hjælpe mig med at skabe orden i verden.
Perspektivet – og perspektivER – er et gennemgående tema i Annettes værker. Det er et tema, som kunstnere har været fascineret af i århundreder, fra Piranesis umulige og uendelige rum over de opvakte guldalderkunstnere, der så småt begyndte at rette blikket mod himlen og meteorologien eller jorden, botanikken og geologien.
Horisontlinjen begyndte pludselig at forskyde sig, efterhånden som kunstnere og videnskabsmænds interesser smittede af på hinanden.
At geologien kan have betydning for kunstnerens perspektiv, oplevede vi også her i Danmark, da den nu afdøde Per Kirkeby brugte sin baggrund som geolog, og det syn på verden, der fulgte med, til at få øje på de mønstre, der gemmer sig under vores fødder – i jorden. Mønstrene lod han danne nye billedrum i sin grafik og malerier, og hvis man besøger Søauditorierne på Århus Universitet eller Geologisk Museum i København, kan man endda placere sig som figur i et aldeles umuligt perspektiv – for her har han malet jordens indre på rummenes lofter!
Perspektivet kan altså både være interessant som teknik og som motiv. Det kan være skelettet i et maleri, men det kan også være dét skelet, kunstneren vil undersøge.
Hvad der så sker med den, der kigger på kunstnerens kunstværk, kan kunsthistorikeren måske undersøge:
Der findes et begreb, som vi kan låne af den tyske filosofiprofessor Violetta Waibel. Hun har været meget optaget af kunstneren Mark Rothko, som vi kender for de store farveflader, han malede i 1950ernes USA. Ifølge Waibel sker der noget med den, der står og betragter farverne og grænserne mellem dem, i længere tid. Begrebet hedder, på tysk, Schweben.
Man svæver. Man falder hen og svæver ind i billedet og det æteriske, perspektiv, der danner sig. Som et pendul, svinger bevidstheden mellem at være til stede i billedrummet og de fysiske omgivelser.
I samarbejde med en stærk, stærk farvesans, slipper Annettes matematiske hjerne afsted med at snyde os gang på gang:
Der danner sig kulisseagtige rum i billederne, forsvindingspunkterne trækker os ind i dem og ind i en anden dimension, ind på en scene, hvor en række sammenstød udspiller sig.
Det er mødet mellem systerme, fladerne og mønstrene – og det organiske, transparente og kaotiske. Det er mødet mellem det ordnede og det udflydende. Mellem kultur og natur, maskulint og feminint, det vi kan kende og dét der undrer os.
Ja, et enkelt sted kan du endda se et af motiverne i billederne befinde sig i udstillingsrummet. De bemalede træbjælker, som har givet inspiration til et af malerierne, står lænet op ad væggen og vækker billedrummet til live og forlænger det, så de to rum forbindes.
Ligedan forbindes værkerne med omgivelserne, når Annette vælger at bruge sejllærred som materiale. Det fungerer både tematisk og som et udfordrende benspænd, hvor materialerne kan give modstand og helt nye udtryk kan komme til syne. Det ser vi bla. I collagerne herinde.
Et andet gennemgående træk er fraværet af mennesker i Annettes værker. Det nærmeste vi kommer en skikkelse, er silhuetter af træer – og folkevognsbobler!
På den måde bliver der plads til én selv, når man står og svæver hen i den anden dimension: kunstneren har skabt kulissen, men historien vil altid være forskellig afhængig af hvem der ser på værket.
Tilbage står så spørgsmålet: hvordan ser du verden?
By Alexandra Balshøj
‘The sense of constant change and motion mixed together on a two -dimensional surface transforms to revoke the sensation of time. Also through this premise is the sense of place and space created. It is hard to place neither heads nor tails of what you are observing.
At first glance, one experiences something almost architecturally stiff, which soon transforms into something very much organic or perhaps even entirely abstract.
Annette Gerlif’s art is a reminder that the world and its people are eternally in constant motion. We might as well go with the flow and accept that there does not always need to be a connection between what we see and what we recognize to be reality.’
‘The representation of perspective, and the rules regarding it, were originally developed and mastered during the Italian Renaissance. Amongst the first to pioneer these rules were Leon Battista Alberti and Filippo Brunelleschi.
Despite the sheer amount of years that have passed since these developments, Gerlif can be found to follow the exact same technical rules in her paintings, in the incorporation of space-creating lines. The concept of perception has not changed to this day.
Gerlif’s pictures do not seek to portray photographic realism by using perspective. She instead chooses to play around with the placing of geometric shapes, strong colours and optical illusions, manoeuvring them together on a canvas, or rather, around the canvas and onto the surrounding space.
Gerlif’s world is not necessarily confined within the four sides of a generic canvas. The edges of the canvas seem to work as boundaries made to be exceeded, to create new expression, movement and sensations. Her exhibitions are seldom restricted to merely containing standard wall paintings. The art seeps over the edges to include the entire room – walls, floor, ceiling and all the space in between.
She achieves this by painting on the tiles and letting the forms and colours continue out from the canvas, down and across the floor. Another example of this is when she hangs string or wire up between walls from which she suspends small drawings. This together, works to alter the viewer’s perception and spatial awareness, more so than that of the conventional hanging of a painting. Gerlif’s play-on-the-eyes is often created through a mixture of spacial lines, fresh and energetic colours as well as some added organic forms and elements.
The organic forms are represented and displayed in her use of translucent shading, giving the paintings a sense of vulnerability and creating a dream like feel. The dreamy experience almost diffuses the movement present in the paintings and is enhanced by the linear breaks, together creating the effect that your eyes can continue on infinitely within the painting.
The same technique completely revokes the viewer’s sense of place, creating something architecturally stiff and entirely abstract.
Annette Gerlif’s art is a reminder that the world and its people are eternally in constant motion. We might as well go with the flow and accept that there does not always need to be a connection between what we see and what we recognize to be reality.’