Om Walking Landscapes 2021
DATO: 11. juni-28. okt. 2021
STED: Bornholm – Aalborg – Silkeborg – Møn – Aabenraa – Randers – Guldborgsund – Skagen – Roskilde – Aarhus – Viborg – Vejle (se dato for de enkelte kommuner nederst på siden)
LIVESTREAM: www.facebook.com/walkinglandscapes
Metropolis og 12 kommuner over hele landet præsenterer WALKING LANDSCAPES som første del af trilogien METROPOLIS LANDSKAB, der gennem tre år kobler kunst og natur.
WALKING LANDSCAPES er et kunstnerisk vandringsprojekt. I løbet af 140 dage vil 140 kunstnere foretage 140 vandringer à 12 timer gennem vidt forskellige landskaber i de 12 deltagende kommuner. Og de inviterer dig til at følge med – i landskabet eller på live-stream.
Alle kunstnere har en særlig relation og kendskab til det landskab, de vandrer i. Med dette kendskab i rygsækken tager de os med til gemte og glemte steder på en rejse ind i landskabernes natur, myter, stemninger, fænomener og hemmeligheder.
De udforsker stederne ud fra hver deres kunstneriske disciplin – performance, billedkunst, dans, fortælling, arkitektur, film, musik, etc. – og de bruger omgivelserne som ramme og indhold for de kunstneriske aktioner, de skaber undervejs. Fortællinger, performances, installationer, samtaler, malerier, kompositioner…